Dit smukke badeværelse er ikke så smukt, når kalkrander og hvide plamager begynder at dukke op på klinker og bordplader. Der findes heldigvis mange måder at få bugt med kalken på – også uden brug af kradse rengøringsmidler.
Faktisk kan du fjerne kalk fra dine fliser med helt almindelige husholdningsting, du med sikkerhed har i gemmerne derhjemme. Vi har lavet en hurtig og nem guide til, hvordan du modarbejder kalken, uanset om du vil gå den naturlige vej eller ty til effektive kalkfjernere.
1. Kig i dit køleskab
– den nemme vej til at fjerne kalk fra fliser
Den er god nok. Vidundermidlet til at fjerne kalk fra fliserne finder du mellem spegepølsen og gulerødderne i dit køleskab. Citroner er allerede et kendt og anvendt rengøringsmiddel, fordi de indeholder tilpas meget syre til at fjerne alt fra fedt til lugtgener. Syreindholdet er heldigvis også effektivt til at fjerne kalk fra fliser, bruser og vask. Dine fuger er ikke så glade for syre, så start med at skylle dine fliser grundigt med vand. Når fugerne er fugtet og mættet med vand, kan syren ikke trænge ind i materialet.
Tag derefter en citron, og del den i to. Gnid omhyggeligt med skæresiden nedad på det kalkramte område, til der ikke er mere saft i citronen. Skyl efter med vand, og tør fliserne af med et rent håndklæde eller viskestykke. Når du bruger citron til at fjerne kalk fra dine fliser, får du ikke alene et flot resultat, men også et velduftende badeværelse – helt naturligt.
2. Lav din egen kalkfjerner til fliser
Du kan også fjerne kalk fra fliser med ganske almindelig husholdningseddike. Du skal blot blande en del eddike med to dele neutralt opvaskemiddel og fordele blandingen på de områder af badeværelset, som er ramt af kalk. Lad din kalkfjerner virke i 30 minutter, og skyl grundigt efter med vand. Gentag processen, hvis der stadig er kalk på dine fliser.
Har du ofte problemer med kalk på badeværelset, anbefaler vi, at du tørrer af i brusenichen, når du har været i bad, og tørrer af rundt om vasken, hvis du spilder vand. På den måde kan du forebygge genstridig kalk på dit badeværelse – en lille vane med stor effekt.
3. Pas på med natursten
Når du skal fjerne kalk fra dine fliser, er det ikke helt ligegyldigt, hvilke materialer du har på badeværelset. Har du fx marmorfliser eller terrazzo på gulvet, kan du hverken bruge koncentreret citronsaft eller eddike i kampen mod kalken. Begge produkter indeholder for meget syre, som kan skade overfladen af både fliser og gulv.
I stedet kan du drysse skurepulver på områderne med kalk og forsigtigt skrubbe med en skuresvamp. Har skurepulveret ikke den ønskede effekt, kan du starte med at vaske fliserne af med universalrengøring, skylle godt af med vand og derefter give kalken en tur med fortyndet eddike. Du fortynder ganske enkelt din eddike med vand, så syreindholdet ikke er for højt. Prøv dig forsigtigt frem, og slut altid af med sæbespåner.
4. Vind kampen over kalken én gang for alle
– her er produkterne, vi anbefaler
Har du svært ved at holde kalken nede med citron eller eddikeblandinger, findes der heldigvis kalkfjernere, som kan klare arbejdet for dig.
Prøv dig fx frem med en kalkfjernergel, som er et tyktflydende og effektivt produkt, der kun skal virke på området i 10 minutter, inden du renser fliserne med en svamp. Husk altid at skylle efter med vand. Dette produkt er generelt godt til badeværelser med klinker på væggene, fordi det tyktflydende middel nemt kan hænge fast på væggen.
Af samme grund anbefaler vi dig at bruge en kalkfjernergel, når du skal fjerne kalk fra fliser i din bruseniche eller andre lodrette flader på dit badeværelse. Gelen er især god til områder, der er svært ramt af kalkbelægninger, men egner sig ikke til natursten.
Døjer du derimod med mindre kalkbelægninger eller de irriterende ringe i vasken, er en turbokalkfjerner din ven i nøden. Denne type er modsat gelen helt tyndtflydende og kan sprayes direkte på området. Faktisk skal du blot tørre efter med en klud, når produktet har virket i et øjeblik.
Har du områder på badeværelset, hvor det er sværere at fjerne kalk, er en Sanimaid Stain Remover et oplagt valg. Denne type kalkfjerner består af et antibakterielt håndtag og et hoved med et fleksibelt ”pad”, hvilket gør den ideel til kalkranden i din toiletkumme. På den måde slipper du for at røre ved vandet i kummen, når du renser toilettet for kalk.
Du kan også bruge Sanimaid til at fjerne kalk fra fliser og klinker i din bruser eller på gulvet. Disse rengørings-pads, som sidder på Sanimaid, består af tre lag. Det øverste lag har en slibende effekt, som er særligt god, når du skal fjerne kalk. Det midterste lag er lavet af skum og minder om en svamp, mens det sidste lag er lavet af velcro, så du nemt kan skifte dit pad efter behov.
Vi hjælper dig med din rengøring
Hos Fnugfri er vi eksperter i rengøring og tilbyder en lang række effektive produkter.
Du kan fx se vores udvalg af kalkfjernere her.
Held og lykke med projektet!